Halloween i Solrød Centeret.

Halloween Solrød Center
For 4. år i træk skræmte Solrød Amatør Scene livet af Solrød Centerets gæster i weekenden i uge 43. Weekenden startede mindre uhyggeligt ud med græskarudskæring i teltet foran SuperBest, hvor de besøgende gik kreativt til værks og kom hjem med de fineste, mest uhyggelige og seje hjemmelavede græskarhoveder.
Om lørdagen begyndte uhyggen for alvor, da Solrød Centerets gæster kunne opleve den distræte Doktor Hvem, som under et forsøg med sin tidsmaskine, var kommet til at åbne en tidslomme til 1875. Det forholder sig nemlig sådan, at der dengang lå et børnehjem, der hvor centeret ligger i dag. De modige kunne bevæge sig gennem tidslommen og få et kig ind i dagligdagen på børnehjemmet med det levende legetøj, de farlige kogekoner, den onde skolelærer og de stakkels efterladte børn.
Denne oplevelse var ikke for sarte sjæle, men selv hvis man holdte sig udenfor tidslommen, kunne man ikke føle sig tryg, for oppe i centeret var børnehjemmets onde børnefangere på jagt efter nye børn til børnehjemmet. De hurtigste og mest snu unger i Solrød Centeret nåede at slippe væk, men hvis ens snørebånd gik op, eller hvis man blev fristet af det lækre slik, som børnehjemmets fugleskræmsel delte ud, så blev man fanget og taget med på børnehjem.
Flere børn blev meldt savnet i løbet af dagen, men det hele endte godt, da Doktor Hvem fik ført alle tilbage til deres vante omgivelser og lukket tidslommen for denne gang.
Fra Solrød Amatør Scenes side takker vi for denne gang og håber at se jer alle sammen igen til næste år, hvor vi igen håber på at kunne bringe gys og gru i Solrød Centeret.

Skrevet af Celine Ida Schmidt 

Formand Lonnie Schmidt | Telefon (+45) 42 47 27 57| formand@solatea.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net